Sjovest med laser

LASERSKÆRING

Hos en af Danmarks største underleverandører af pladebearbejdning og metalindustri er kreativitet og sjæl i produktionen blevet stadig mere centrale begreber. Veta A/S, der har specialiseret sig i laserskæring er langt mere end blot en underleverandør. I dag indgår man ofte i udarbejdelsen af konstruktioner og illustrationer til virksomhedens kunder. 
 
Af Søren H. Christiansen & Jakob Povl Holck
 
Helt i tråd med kulturminister Brian Mikkelsens opfattelse af mere kunst til industrien ligger Veta A/S. På hovedkontoret i Herlev har man således indrettet et egentligt showroom. I rummet, der dog endnu er i sin spæde opstart, hænger traditionel kunst side om side med bord, lamper og stole, der i futuristisk udformning ikke står tilbage fra Jean Luc Picards kaptajnstol om bord på rumskibet USS Enterprise i fremtidsserien Star Trek.

Forskellen er imidlertid, at den - om man vil - klassiske kunst er købt ude i byen, mens lampen, stolen og bordet er blevet tænkt, skåret og formet i maskinhallen i Herlev.

For 2. generation i Karlsson familien, Bjarne Karlsson, er det vigtigt, at der er kreativitet og sjæl i det man laver. Man sætter en ære i at være lidt på forkant med udviklingen. Udstillingen skal således give den besøgende et indtryk af det potentiale og de muligheder, der ligger i firmaet.

Veta A/S er i princippet underleverandør af alt der har med pladebearbejdning og metalindustri at gøre.

"Vi har faciliteter til det hele, men vi har specialiseret os i laserskæring," fortæller Bjarne Karlsson

De mange laserskærere er således understøttet af bukke-, standse-, og valsemaskiner med mere.

I starten af 80erne var man blandt de første i Norden til at erhverve sig den nye laserteknologi.

Produktudvikler
Laserskæreren har været kendt siden 1960’erne i USA. Men den var stort set et ubeskrevet blad i Europa. Bjarne Karlsson stødte egentlig ved lidt af en tilfældighed på maskinen til en messe i Canada, dengang statsministeren i Danmark hed Anker Jørgensen. Imidlertid tøvede man ikke længe med beslutningen. På flyet på vej hjem over Atlanten bestemte Bjarne Karlsson sig for at erhverve sig en laserskærer, når man fik mulighed for det.

På det tidspunkt var det en krævende opgave at være operatør. Indføringen af emner var kompliceret, og der skulle indstilles et endeløst antal af parametre. I dag er processen blevet betydeligt lettere. For det første er maskinerne blevet langt mere brugervenlige, og programmerne er tillige blevet billigere med tiden. Og er der overskydende materiale kan maskinen selv finde ud at lægge mindre emner ind.

Til at starte med var laserskæring, som tilfældet er med de fleste nye teknologier, en forholdsvis dyr proces. Men til gengæld var der også en større fortjeneste på ydelsen. Men det har ændret sig som følge af, at der er kommet stadig flere udbydere.

For det andet har kunderne i dag ofte konstrueret filerne selv, og de afleveres enten ved e-mail eller i form af en disk/cd-rom. Det betyder også, at ansvaret for programmeringen ikke længere ligger hos underleverandøren, men derimod hos fabrikanten. Tidligere lå ansvaret hos underleverandøren. De lavede i reglen programmet i et CAD-anlæg. Den proces springes i mange tilfælde over i dag. Hermed har man også mistet en arbejdsopgave.

Imidlertid er der også kommet andre opgaver til. Nu er man langt mere rådgivende i forhold til kunden. Hos Veta A/S er man i mange situationer med allerede i konstruktionsfasen. Det betyder, at man som underleverandør i dag er med til at vejlede til en mere hensigtsmæssig produktionsmåde.

"Når nogle af vores kunder har et nyt produkt i tankerne er det ikke ualmindeligt, at de hører os om vi kan lave noget på baggrund af en ide. Så sætter os efterfølgende ned og tegner op," forklarer Bjarne Karlsson.

I den forstand sælger Veta A/S i dag konstruktioner og illustrationer. Man er med andre ord med til at produktudvikle. Det bringer uvægerligt tankerne tilbage til showroomet, med de mange kreative ideer. Familien Karlsson har endnu engang set rigtigt i glaskuglen.

Den grønne linje
Veta A/S er en velrenommeret metalvirksomhed, der har sin rødder helt tilbage i besættelsestiden. Dengang startede Werner og Elena Karlsson deres egen virksomhed under navnet "Skovlund Smedje". I 1972 blev forholdene så for trange og virksomheden flyttede til industrikvarteret i Herlev. Herefter kom virksomheden ind i en rivende udvikling, og man voksede og voksede.

I 1996 opkøbte Veta A/S en virksomhed i Præstø og blev med et slag indehaver af nogle af de største lasermaskiner i Nordeuropa. Laserne kan tage emner på helt op til 2,1 meter i bredden og 6,1 meter i længden og 20 millimeter i tykkelse. I sagens natur fulgte der en næsten tilsvarende kantpresser med. Den har en bukkelængde på op til 7,3 meter.

I år lige før METAL-messen fusionerede Veta A/S så med Sølund Metalindustri A/S. Det styrkede Vetas evne til at tilbyde komplette løsninger fra udvikling af prototyper i 3D-design til egentlig masseproduktion af emner i helt færdigdesignet udførsel.

Udvidelsen af Vetas aktiviteter betød, at firmaet som en sidegevinst overtog produktionen af Weldex udsugningsanlæg og filtre. Det skal sammen med et nyudviklet og justerbart industribord med en løftevne på over 1 ton danne rammerne for en grøn arbejdsmiljølinje i virksomheden.

Imidlertid er Veta A/S grundlæggende underleverandør og ikke forhandler eller egentlig producent. Og den rolle har man det godt med. Derfor er man i Herlev begyndt at se sig omkring efter et velegnet firma, der kan forhandle Vetas grønne linje.


© Jern- og Maskinindustrien / Aller Business as Artikel udgivet den: 13/08/2002