|
|
“Nej, vi foretager skam også spåntagning her. Og vi tror så meget på det, at der er indrettet en hal til spåntagning. Foreløbigt er der blot en enkelt CNC-styret drejebænk og en CNC-styret fræser foruden den store maskine, men dels skal vi have flyttet vores traditionelle spåntagende maskiner herover, og dels skal der være plads til udvidelser,” siger fabrikschef Erik Juul Thorkildsen med et kærligt blik på nyanskaffelsen. Baskisk præcision “Vi kendte Vetas behov og fandt at det kunne være interessant om de ville anvende en Ibarmia til deres produktion. Og da det så ud til, at deres behov kunne opfyldes med den spanske maskine, begyndte vi realitetssamtaler,” afslører Jørgen Nielsen. Det ene førte det andet med sig, og pludselig stod Jørgen Nielsen og Erik Juul Thorkildsen med baskisk jord under fødderne for at få et indtryk af, hvorledes Ibarmia var skruet sammen. Indtrykket var særdeles positivt: “Ved første øjekast virker fabrikken en smule gammeldags. Men inden i er det et professionelt værk med moderne udstyr. Og når man ser, hvorledes de arbejder, er det meget imponerende,” lyder rosen fra fabrikschefen. To dage efter hjemkomsten blev der skrevet slutseddel og nu er maskinen i produktion. At høre de to herrer tale maskine, er som at høre drenge tale biler: “Værktøjsveksler med 30 pladser, separat vandkøling til hovedspindel, 3 linearføringer og en B-akse, der kan vippe 105 grader,” praler Erik Juul Thorkildsen. “Ja, og hydraulisk stabilisator, indvendig køling, 15.000 omdrejninger pr. minut samt mulighed for pendulum, således at der kan opstilles i et rum, mens der arbejdes i et andet,” tilføjer Jørgen Nielsen. Kendt styring “Da vore øvrige maskiner arbejder med Fanuc-styringer er det rart at kunne få sådan en på maskinen. I praksis har det da heller ikke været svært at få gang i produktionen,” beretter en medarbejder. Udgiften til maskinen ligger på små tre millioner danske kroner, og det anser Erik Juul Thorkilsen ikke som uoverkommeligt at få tjent hjem igen: “Typisk regner vi med en tilbagebetaling over fem år. Det kan klares ved 8 timers drift om dagen og det skulle ikke være umuligt. Da vi i januar besluttede at se os om efter et stort bearbejdningscenter, begyndte vi også at lede efter kunder. Der har derfor været opgaver fra vi satte stikket i, og alt tyder på, at vi får nok at lave. Vi kan bearbejde store emner i alle materialer, og det er der efterspørgsel på,” siger fabrikschefen afslutningsvis. |
